Aktiviteter‎ > ‎Nyheder‎ > ‎

Sommerlejr 2012

indsendt 20. aug. 2012 11.12 af Bjarne Engelstock   [ opdateret 20. aug. 2012 13.24 ]
I Juli måned flyttede FSS aktiviteterne ca. 700 kilometer sydpå, til et hjørne af det gamle Østtyskland, ikke langt fra den polske og tjekkiske grænse.
Nedenstående beretning, der er forfattet af klubbens PR mand Hans Jørgen Larsen, giver et indtryk af stemningen fra sommerlejren, krydret med diverse billedmateriale.
 

FSS- sommerlejr i Klix 2012

 
Vejret var sådan set ikke for godt i vores jagt efter den bisgaardske Cirrus gennem Berlins vejtunneller. Det buldrede og blitzede og regnen stod ned i lårtykke stråler, men der var bare én vej og det var frem, for ikke at miste vejviseren af syne. Vejret klarede op men ved Cottbus blitzede det stadig - det var fra en ”stærekasse”!!
 
 
Ad de smukkeste veje gennem det sørige landskab nåede vi frem til das Objekt - svæveflyvepladsen i Klix og blev rigtig godt modtaget af fastliggerfrandsen som havde kolde øl i køleskabet og husrum i forteltet. Historier blev udvekslet til regnens trummen på teltdugen. Sommerlejr i FSS var godt begyndt.

Ankomst til Klix
Tidligere ankomne sikrede at senere ankomne rejste teltene korrekt

 

Næste morgen var der briefing ved Alex, som bød os hjerteligt velkommen. Han fortalte om en kartoffelavler der grådigt havde forlangt en forhøjet leje for en del af pladsen. Det ville man ikke give og så var man nødt til at lave start/landing diagonalt. Men det gav en længere bane - ca 1300 meter og dermed en bedre højde - 14-1500 fod. Ikke værst.

 


SKP - Start Kontrol Punkt
 
SKP - Startkontrolpunkt - som var en herlig gul lastbil med oprindelse i det forgangne DDR blev kørt frem og telefonforbindelse til spillet etableret. Herfra styrede Alex slagets gang. Var vi utilfreds med hastigheden benyttede vi VHFeren.

1. lodtrækning gik fint , med nr 9 fik jeg mig tilkæmpet et bagsæde i FB med formanden ved styrepinden.

Op det gik og ud med motoren og så hen til termikken som gik til 3500 fod på det tidspunkt. Vi havde selvfølgelig valgt en god tur blandt de opgaver Thorkild og Ole havde lagt ind i LX 8000 (GPS navigatoren, red.). Men så nemt skulle det ikke gå på førstedagen. Det blev til sigthseeing blandt de brunkulsfyrede kraftværker Boxberg og  Schwarze Pumpe. Vi så hvordan de kæmpestore gravemaskiner hentede energi ud under de tykke sandlag og hvordan en nedlagt flyveplads var omdannet til energifanger fra solens stråler. Et tidligere brunkulsleje var fyldt med vand og omdannet til et fritidsvandparadis.

 
Claus fik overtalt Peter C til at lege med på legen: hjul af - hjul på – hjul af , ”ny” slange i og hjul på. Ind imellem gik han og småforelskede sig i noget Ventus cxt (en svæveflyver, red.) med luft i hjul, som han syntes var noget af det smukkeste på denne jord lige fraset fru Kirsten.

Claus - lidt utålmodig - dirigerer slagets gang, og Peter udfører det manuelle arbejde med at lappe hjul

 
 

De følgende dage var det rigtig godt sommerlejrvejr. Helge og Gitte fra Skanderborg havde måttet give efter for et stort pres fra deres søn Rasmus om at tage på svæveflyvelejr. Det blev så belønnet med en tur i FB. Ham skal de nok få fornøjelse af i Aarhus.

Der blev også fløjet regulære stræk. Den 9/7 blev der fløjet 3 stræk:

Peter Christiansen/Kaj Frandsen: 169 km. trekant i OY-XFB

Peter Jensen: 204 km. polygon i OY-XVX

Thorkild Krogh: 169 km. trekant i OY-OTX

Den 10/7 blev der fløjet 2 stræk:

Ole Andersen: 304 km. polygon i OY-OTX

Peter Christiansen /Bjarne Engelstock: 169 km. trekant i OY-XFB

Sommerlejrens helt store clou var festmiddagen som blev forestået af ”børnebanden”:

Gitte & Helge's Helene & Rasmus, Peter & Lise's Clara & Lea og chefkokken Jens Rasmussen, søn af Helle & Henrik.

Allerede den første grillaften var de i gang med prøvemåltid som Bjarne og Peter C var prøvespisere på. Det gik godt og festmiddagen den 10. blev proklameret: 3 retter for 7 euro. Det lød så godt at selv Frandsen, der var godt vant med fruens køkken lod sig overtale.

Menu: Først var der velkomstdrinks - Sangria. Derefter blev der serveret: Papadoms med dip, gril spyd med chili og stegte nudler og til sidst dybstegte bananer med eksotiske frugter og vindruer
 



Jens replicerer at der kun er åbent en gang om året

 

Køkkenholdet

 

Papadoms med dip, gril spyd med chili og stegte nudler

 

eksotiske frugter og vindruer

 
Det blev en rigtig god aften som Jan Bagge forsøgte at overtale teamet til at gentage hvortil Jens replicerede at restauranten kun var åben en gang om året. Næste dag blev overskuddet  omsat i de nærliggende byer.

Der blev også tid til udflugter til de nærliggende større byer Dresden, Bautzen og Gørlitz. Vi tog en tur til Herrenhut, som jo er den by Christiansfeld skylder sin oprindelse.

 Claus og jeg har den tradition at der skal grundlægges en ny valdnøddesnaps, når vi er på sommerlejr. I år kom nødderne fra haven til et gammelt træhus inde midt i Bautzen. Et skilt fortalte at her havde i tidernes morgen boet en heks, så årets bryg er døbt Bautzenerhexewaldnusssnaps.

De gode stunder får en ende. Regnen vendte tilbage til Klix og vi nåede kun lige med nød og næppe at få FB i vogn inden uvejret bragede løs så transportvogne og telte opførte en afskedsballet. Læsejlet på Frandsens campingvogn røg en tur og så var det tid at pakke sammen. Der er nu ikke meget opløftende at sige om en svæveflyveplads i rusk og regn. Så vi pakkede og drog nordpå fyldt op med gode minder fra Spreewald hvor pletter i luften ikke kun er menneskeskabte svævefly men også indimellem er storke og havørne.
 
 

 

 En stork fanget med kamera. Det var ikke usædvanligt at se storke på marker - eller sågar flyve termik sammen med dem.


  ...p
apadoms med dip, gril spyd med chili og stegte nudler og til sidst dyb stegte bananer med eksotiske  frugt og vindruer. Papadoms med dip, gril spyd med chili og stegte nudler og til sidst dyb stegte bananer med eksotiske  frugt og vindruer. Papadoms med dip, gril spyd med chili og stegte nudler og til sidst dyb stegte bananer med eksotiske  frugt og vindruer...
Se flere billeder fra sommerlejren i Klix ved at klikke her